Oliemaleri
Bronze
Biografi
Udstillinger
Collage
Fotografi
Stentøj
Art-money
Tilmelding til
nyhedsbrev
Seneste
nyhedsbrev
Kontakt
Partnere
Porcelæns-design
Smykkedesign
Boligindretning
Forside

 

 ----------
Århus Stiftstidende Søndag den 28. juni 2015
Af Lea Nielsen

»Drømmenes sti ved Amstrup Red« kalder Annette Præstegaard den udstilling,
 hun har i Pakhuset i juli med fernisering 4. juli klokken 13.

Hun har lavet en omfattende research om fængslet og beboerne i det, inden hun lavede værkerne. »Jeg besluttede at bygge udstillingen op fra bunden med både malerier, keramik og lidt bronze. Jeg valgte at tage udgangspunkt i mit lokal-område og bygge udstillingen op over et tema hentet fra det, der lokalt kaldes »Kærlighedsstien i Amstrup« - et net af stier skabt af fangerne på den halvø i Horsens Fjord, hvor fængslet i Amstrup, lå. Det var et anneks til Horsens Statsfængsel. Jeg har kendt til stien, siden jeg flyttede hertil i 2004. Da jeg så den første gang, var jeg ikke i tvivl om, at her var noget særligt. Stien er desværre ikke vedligeholdt i mange år, og der er ikke offentlig adgang mere, da den nu er ejet af Aakjær Gods,« siger hun.

Stien er etableret i 1930 og udbygget til cirka 1,3 km over en årrække . Dengang var der op til 80 indsatte. I 1945 blev fængslet brugt til internering af værnemagere, og i 1950 ombyggede man til mere moderne forhold med enmandsceller, og antallet af indsatte blev reduceret til cirka 20. Der var arbejdspligt og indsatte vedligeholdt bygningerne og var beskæftiget med landbrug; det var markarbejde og kvæg- og grisehold m.m. I en periode produceredes champignon og kokosmåtter. Stien ved Amstrup Red var en del af beskæftigelsen. Specielt var der en indsat, der vedligeholdt stien særlig intenst, Gamle Jørgen. Han brugte meget tid på at klippe, rive og holde justits. Han gik højt op i at få etableret bænke, trapper og plantet blomster og afsluttede hver fredag med at rive hele stisystemet, fortæller hun.

»Det var tydeligt for mig, at stien var et resultat af mange års arbejde. Den gjorde et stort indtryk og stillede mig over for mange spørgsmål: Hvem, hvorfor og hvornår?«
Annette Præstegaard har snakket med lokale beboere og også tidligere ansatte ved Amstrup Anneks, som havde meget at fortælle om stien og personerne omkring den. Disse fortællinger tillagt kaffemøder med politikeren og tidligere vagtmester ved fængslet, Knud Appel, samt overvagtmester Edvin Holst Petersen førte til indsigt i stiens tilblivelse, udseende og vedligeholdelse. Hun lærte om dem, der har skabt stien, brugt den, men også om livet i fængslet. Her var der først psykopatforvaring, men senere blev det et åbent fængsel. I de seneste mange år åbent kvindefængsel.
Udstillingen viser malerier, keramik og bronzeværker.

»Jeg har valgt at udbygge med plancher, der beretter om de specielle hændelser, jeg har fået fortalt og som kan hjælpe med til at danne et billede af tiden, mens det nu nedlagte fængsel var i brug,« siger Annette Præstegaard.
Musikeren Henrik Skriver har lavet lyde fra stien som underlægning for udstillingen.


 

Jyllands-Posten
lørdag 21. april 2018
Af Marie-Louise Andersen

Historien om Danmarks sidste kvindefængsel

Bagsiden af fængselsannekset med funktionærbolig og vagt- mesterboligen. Det er nok ikke rart at skulle sidde i fængsel, men skulle man endelig, så var Amstrup Kvindefængsel nok ikke det værste sted at sidde.

Væggene i det gamle pakhus i Amstrup syd for Odder har givet husly til mangt og mange typer, og kunne væggene tale, ville de kunne fortælle om et omskifteligt liv. Her med skøn udsigt ud over Horsens Fjord har der både boet finere turister, psykisk syge og drabskvinder.
På et tidspunkt afsonede en kvinde, der var dømt for at forsøge at dræbe sin mand. Hun var så træt af, at han hellere ville sidde på værtshus end passe hjemmet, så mens han sov sin brandert ud i sengen, satte hun et tændt stearinlys under. Manden vågnede heldigvis af varmen, og parret fik efter sigende talt ud og forsøgte at løse skaderne som en forsikringssag. Men den gik ikke, og politiet blev involveret, hvilket resulterede i, at hun blev anholdt og dømt til afsoning i fængslet i Amstrup.

Fra 1982 til 2000 lagde det oprindelige Amstrup Pakhus nemlig lokaler til Danmarks sidste kvindefængsel, hvor de mere hårdkogte livstidsfanger delte faciliteter med bedrageridømte og bødeafsonere. Revl og krat, som tidligere værkmester Knud Appel beskriver de indsatte. I dag beskriver JP Aarhus stedets historie som led i serien Unikt i Østjylland, hvor vi slår ned på nogle af de unikke steder i vores dækningsområde.

Den handlekraftige kvindelige ildspåsætter nåede at afsone meget af sin tid i kvindefængslet – men ikke det hele, fortæller den gamle værkmester. Skæbnen ville nemlig, at en opmærksom landbetjent holdt øje med hendes børn og mand, som han ofte fik hjem fra værtshus. På et tidspunkt kontaktede han fængslet i Amstrup med besked om, at de altså måtte løslade kvinden, for nu gik den ikke længere derhjemme. Og det lykkedes at få hende indstillet til løsladelse af humanitære grunde.

Åbent fængsel
I dag er det tidligere kvindefængsel i privat eje under Åkjær Gods, og fængslet er ombygget til et palæ, der fremstår helt forandret fra tidligere tider. Stedet er med Knud Appels ord mere lukket i dag, end det var dengang, det var fængsel. Den nuværende ejer har således også takket nej til at vise stedet frem for avisen.
Tilbage i 1980’erne var fængslet omvendt, på trods af at de havde drabs- og voldsdømte indsat, i dagtimerne usædvanligt åbent.

»Når jeg gik hjem om aftenen og i weekender, var der kun én mand på vagt. Og i fritiden havde de indsatte lov at bruge området på 15 tønder land. Man skulle bare lige sige, man gik derud. De kunne også låne en robåd og tage ud og fiske,« fortæller Knud Appel, der som ansat boede i et hus i området.

Han blev ansat, da fængslet åbnede i 1982 til at aktivere de indsatte. I jobbeskrivelsen blev der søgt efter en gartner eller landmand, og det passede ham godt, eftersom han netop var gået konkurs med sit eget gartneri i Solbjerg. Han og hustruen flyttede til Amstrup, og de er aldrig flyttet derfra. Da fængslet lukkede i 2002, fandt de et andet sted at bo, for Knud Appel engagerede sig i lokalpolitik og har siddet 15 år i byrådet i Odder. Og så har han i flere lokalhistoriske tidsskrifter fortalt historien om sin arbejdsplads igennem historien.

Omdannet gæstgiveri
Oprindeligt blev pakhuset i 1854 bygget til opbevaring af korn og salg af købmandsvarer. Men da jernbanen gjorde transport langs vejnettet lettere end ad skibsvejen, og bønderne selv kunne bruge deres korn til anden produktion, mistede pakhuset gradvist sin funktion og blev solgt til først gæstgiveri.

I 1927 opkøbte staten pakhuset med tilhørende jorde og omdannede det til psykopatforvaring og efterfølgende fængsel – som anneks til storebroren Horsens Statsfængsel.
Og nok var der fin udsigt, men forholdene for fangerne var kummerlige. Historien lyder, at de tilbage før krigen boede i store sovesale med plads til 60 i hvert rum. og at de, når de gik tur, gjorde det i lukkede gårde med trådhegn eller under streng bevogtning af betjente.

Kærligheds- eller fangesti
Ét af de tydelige levn fra stedets mangeårige historie er noget af det, som lokalområdet siden har haft stor glæde af. Kærlighedsstien kalder nogen den, mens andre holder fast i fangernes sti eller drømmenes sti, som Knud Appel insisterer på, den skal hedde.

Billedkunstner Annette Præstegaard lavede i 2015 en udstilling om stien, som hun helt tilfældigt fandt, da hun og hendes nu afdøde mand købte et sommerhus i området.

»Jeg følte sådan en kærlighed for stedet.«
Stien er ufremkommelig i dag, fordi den ligger på det privatejede Åkjær Gods, men tidligere kunne man komme til den via en høj busk ved vandet nærmest fængslet, hvorfra den fortsætter ca. 500 meter med forgreninger, så den får en total længde på ca. 1,3 km i flere niveauer med plateauer.
»Plateauerne har været beplantet af mange blomster, og der har været etableret små rækværk og bænke,« beskriver Annette Præstegaard.

»På et tidspunkt kommer man til et kæmpe område, fem store terrasser fyldt med påskeliljer. Det er så usædvanligt og meget romantisk.«

Udstillingen af værker skulle egentlig have været om hendes følelser for stien, men udviklede sig til et større værk om stiens og fængslets historie. For Annette Præstegaard gav sig til at undersøge, hvordan stien var opstået. Og det viste sig, at den var etableret af fængslets tidligere fanger – især en Jørgen, som er blevet kaldt både Gammel Jørgen og Græde Jørgen. Han havde en forvaringsdom og var på Amstrup i 20 år og brugte meget tid på at holde stien.
Igennem research og interview med historiekyndige og tidligere medarbejdere som Knud Appel lærte Annette Præstegaard historien om fængslet. Og på udstillingen kom der mange med en relation til det og fortalte deres historie.
»Hvis man endelig var kriminel og skulle i fængsel, må det have været et fantastisk sted at afsone,« siger Annette Præstegaard.

Ingen problemer
Da kvinderne rykkede ind i 1982, satte Knud Appel dem i arbejde. Det var primært markarbejde med dyrkning af grøntsager og frø, men i begyndelsen var der også en del praktisk med at få fængslet bragt i stand. 8-16 lød arbejdstiden.
»Når de kom her, kunne det godt være et problem at komme op om morgenen, men det var min opgave at lære dem det. Og jeg fik god hjælp af de andre fanger, for hvis de skulle møde til tiden, skulle de nye også.«
De indsatte var frem til 1990 i den lettere del af strafferegistret, men da man i 1992 indførte samfundstjeneste, kom de mere hårdkogte til Amstrup.

»I sådan en fangekultur fortæller man, hvorfor man er der. Det var ikke noget, vi opfordrede til, men der var nogle grimme sager, hvor kvinder havde været med i misbrug af deres egne børn, og når det blev opdaget, var det noget forfærdeligt halløj. Man ville ikke afsone med sådan en person. Så kunne der blive hængt en løkke op, hvor de fik at vide, om de selv kunne bruge den eller skulle have hjælp,« fortæller han.
Men i hovedparten af de knapt 20 år, Knud Appel arbejdede der, var det et fredeligt sted, hvor de fik tingene til at gå op.
Han havde så stor tiltro til de indsatte, at hans egne børn tilbragte meget tid sammen med dem.
»Min yngste gik meget hos fangerne, lige da hun startede i skole, og græd, når de bedste rejste. Men der er jo en årsag til, at folk kommer i fængsel, og lige så snart hun begyndte at forstå det, var det ikke så sjovt længere,« fortæller han.

Det sidste
Fængslet var så småt bemandet, at man sagtens kunne smugle stoffer med ind, men af samme årsag, fordi personalet var så tæt på fangerne, blev det også opdaget med det samme. Og så blev de indsatte sendt til afsoning i lukket fængsel.
Knud Appel husker, at det meste af personalet og de indsatte var kede af, at fængslet blev lukket i 2000 på grund af besparelser.
»Man siger, at ingen har godt af at komme i fængsel, men det passer ikke. Jeg vil vove at påstå, at dem, der kom til os helt forhutlede, havde det meget bedre rent fysisk og mentalt, når de rejste. Der var frisk luft, alle snakkede med alle. Dagligdagen var normal og afslappet,« fortæller han og husker, at en af fangerne sagde, at det jo var et familiefængsel.

»Det ramte lige plet.«
I øjeblikket er der planer om at åbne Danmarks eneste rene kvindefængsel i Jyderup i Holbæk per 2020, men Danmarks i dag sidste kvindefængsel ligger altså stadig i Amstrup ud til Horsens Fjord.

Fængslet i Amstrup
Amstrup-fængslet åbnede som anneks til Horsens Statsfængsel i november 1927 for mandlige fanger og lukkede som sådan i 1978.
I maj 1982 genåbnede annekset som et åbent fængsel for kvindelige indsatte fra Jylland og Fyn. Den 30. juni lukkede fængslet.
Efter lukningen var det på tale at indrette det som sikret ungdomsinstitution.
I 2001 købte Åkjær Gods’ ejer, Johan Koed-Jørgensen, annekset, som nu er en del af godset og lukket for offentligheden.

 


--------------------------------------------------------------
Odderfugle skal hænge i Finland

Af: Jacob Vestervig, stiften.dk 03/12/2011

Salo i Finland har fået nyt rådhus. Odder Kommune var tilstede ved indvielsen og overrakte maleri af lokal kunstner som gave.
Odders kommunaldirektør Jesper Hjort har været på besøg i Odders finske venskabsby Salo for at deltage i indvielsen af et nyt rådhus og overrække en gave fra Odder - et maleri af kunstneren Annette Præstegaard, der bor og arbejder i Amstrup Red.
Før Finlands kommunale sammenlægning i 2009 husede Salo Kommune 25.000 indbyggere. I dag, hvor kommunen er splejset sammen med ni mindre, består den nye Salo Kommune af cirka 55.000 indbyggere. Vokseværket har derfor medført, at byråd og administration måtte flytte ind i nye, større faciliteter, og Jesper Hjort kunne ved selvsyn se, hvordan de finske venner har løst opgaven.
»Det nye rådhus er moderne med masser af lysindfald, og det er virkelig flot passet ind i omgivelserne tæt på det ældre rådhus, der var kendt som »Det blå Hus«. Det nye rådhus er i høj grad indrettet som store, åbne kontorrum – og det er nok noget, som folk skal vænne sig til,« siger han.

Løft og anerkendelse
I det nye rådhus i Salo kommer et motiv fra Odder Kommune snart til at præge en af væggene.
Odder har nemlig foræret et maleri som indvielsesgave til rådhuset, der forestiller fugle ved Amstrup Red. Maleriet er lavet af kunstneren Annette Præstegaard, som er stolt over, at netop hendes maleri skal skabe glæde i de tusind søers land.
»Jeg er virkelig beæret over, at Odder har valgt et af mine malerier - og jeg har også allerede skrevet tak til kommunen. Jeg er især beæret over, at det skal hænge på et offentligt sted. Jeg føler, det er et løft til og en anerkendelse af mit arbejde. Især fordi jeg ikke har boet i kommunen så længe,« siger hun.
Hun forklarer, at Odder Kommune har købt maleriet af hende for længere tid siden, og at kommunen jævnligt køber ind hos lokale kunstnere for netop at have sådanne gaver liggende klar.
»Det er en god idé at gøre det på den måde. Det sikrer at værkerne bliver valgt ud fra kvalitet, frem for at det er et sidste øjebliks indkøb,«
Oddes gave til Salo i Finland

Flere venskabsbyer
Finske Salo er ikke Odders eneste venskabsby.
Vennesla i Norge og Katrineholm i Sverige er også begge officielle venskabsbyer, og indtil for fire år siden var der en fast turnus, hvor de fire byer årligt mødtes på skift hos hinanden. Daværende borgmester i Odder, Niels-Ulrik Bugge (V) udtalte dengang, at interessen desværre var for nedadgående. Træffene ophørte, men alligevel er venskaberne stadig intakte. »På kommunalt plan har vi siden da haft mest kontakt til Salo, og jeg føler, at kontakten mellem Salo og Odder i høj grad er værd at bevare og udbygge,« siger Jesper Hjort.
Han fortæller, at Salo inden for skoleområdet har arbejdet på nogle spændende projekter og fokuseret på unge og demokrati, og han mener, at Odder og Salo også på erhvervsområdet kan drage nytte af hinandens erfaringer.
Samarbejdet mellem de to byer har desuden betydet, at Salo-kunstnere har udstillet i Café Pakhuset, ligesom det er planen, at kunstnere fra Odder skal lave en udstilling i det finske.


ww.prae.dk

    
Boligindretning
    
Få hjælp i 2 timer
     - eller mere

       www.prae.dk/bo


 
Sienna smykker
    
Køb dem på nettet
       www.sienna.dk


Annette Præstegaard: Thoras Blonde
     Unika porcelæn
    
Spændende design:
     Thoras Blonde

       www.prae.dk/thora