Drømmenes
sti ved Amstrup Red
I
sensommeren 2014 blev jeg tilbudt en soloudstilling i Pakhuset i Odder.
Udstillingen blev i perioden 4. – 30. juli 2015 med fernisering den 4.
juli kl. 13.
Det er et stort lokale, så jeg besluttede at bygge udstillingen op fra
bunden med både malerier, keramik og lidt bronze. Jeg besluttede også at
bygge udstillingen over et tema, nemlig det, som jeg engang kendte som "Kærlighedsstien
i Amstrup" - et imponerende stisystem i flere niveauer. Amstrup
ligger syd for Odder.
Jeg har kendt til stien siden jeg
flyttede hertil i 2004. Da jeg ved et tilfælde så den første gang, var
jeg ikke i tvivl om, at her var noget særligt. Stien er desværre ikke
vedligeholdt i mange år, og der er da heller ikke offentlig adgang mere,
men det var tydeligt for mig, at stien var etableret over tid, og den gjorde
et stort indtryk på mig og stillede mig over for spørgsmålene: Hvem,
hvorfor og hvornår.
Stien er ca. 500 meter lang med forgreninger og den totale
længde er ca. 1,3 km og i flere niveauer med plateauer. Der er en meget
fin udsigt over hele Horsens Fjord fra det meste af stien, der nu er
vokset næsten helt til. Dele af stien kan stadig skimtes enkelte steder
fra vandsiden og ligger bag de meget fotograferede, forblæste og
skulpturelle træer ved Amstrup Red. Området er nu i privat eje og hører
under Aakjær Gods.
Det skulle vise sig, at stien er etableret
og vedligeholdt af de indsatte i det tidligere udslusningsfængslet i
Amstrup, som var et
anneks til Horsens Forvaringsanstalt.
Da jeg besluttede at bygge min udstilling
op med stien som hovedtema, startede en periode med research, hvor jeg
kom i kontakt med velinformerede lokale beboere og også tidligere
ansatte ved Amstrup Anneks, der havde meget at berette om stien og
personerne omkring den.
Den første jeg kom i kontakt med i
lokalområdet var journalist Peter Roland Larsen, der er en af de ”Syv
vidende Mænd”, der har skrevet publikationen: Omkring Amstrup, der
indeholder et notat om stien (http://www.oddernettet.dk/dokumenter/omkring_amstrup_side_1-10.pdf),
Jeg blev nu henvist til en anden af De
Syv: Flemming Naabye, der også kunne berette om stien, dyrelivet og de
specielle sjældne sommerfuglearter grundet klimaet, der minder om
middelhavsområdet, da skråningen er sydvendt med refleksion fra vandet, Området er fredet fuglereservat.
Deres beretninger tillagt et par kaffemøder med politikeren og tidligere
vagtmester ved fængslet, Knud Appel og overvagtmester Edvin Holst
Petersen førte til indsigt i stiens tilblivelse, oprindelige udseende og
vedligeholdelse. Det førte også til historier om nogle af de personer,
der har etableret og brugt stien.
Nu havde jeg så materiale til mine malerier, keramik og bronze og valgte
at udbygge med plancher, der beretter om de specielle hændelser, jeg har
fået fortalt og som hjælper med til at danne et billede af tiden, mens
fængsel var i brug.
Malerierne viser stien, udsigten og enkelte mennesker. Stien var meget
detaljeret, og der er stadig spor af de mange bænke, efeuranker og
blomster – specielt et stort antal påskeliljer. I abstrakt form har jeg
holdt mig til mennesker og planter i keramikken og bronzen.
Der har været mange udstrakte hænder, der
hurtigt har bragt mig videre, når jeg under vejs i processen har fået
nye ideer. Flemming Hald (Hald Kunst, grundlægger af Envision)
introducerede mig til bronzen og musikeren Henrik Skriver imødekom mit
store ønske om lyde fra stien som underlægning for udstillingen.
Stien var spændende anlagt med en
indgangsportal via en høj busk ved vandet nærmest fængslet. Et andet
sted er en højtliggende portal etableret af to sammenvoksede træer, og
der er trapper af primitivt materiale flere steder i forløbet - også i
forbindelse med adgang til vandet og til marken. I højeste niveau er der
ca. midtvejs etableret to plateauer, hvorfra der er en særlig fin udsigt
over fjorden. Plateauerne har været beplantet af mange blomster, og der
har været etableret små rækværk og bænke.
Stien er etableret i 1930 og udbygget
over en årrække . Dengang var der op til 80 indsatte. I 1945 blev
fængslet brugt til internering af værnemagere og i 1950 ombyggede man
til mere moderne forhold med enmandsceller, og antallet af indsatte blev
reduceret til ca. 20. Der var arbejdspligt i Annekset og indsatte
vedligeholdte bygningerne og var beskæftiget med landbrug; det var
markarbejde og kvæg- og grisehold. I en periode produceredes
champignon og kokosmåtter. Stien ved Amstrup Red var en del af
beskæftigelsen. Specielt var der en indsat, der vedligeholdt stien
særlig intenst, Gamle Jørgen. Han brugte meget tid på at klippe, rive og
holde justits. Han gik højt op i at få etableret bænke, trapper og
plantet blomster og afsluttede hver fredag med at rive hele stisystemet.
Annekset blev betragtet som et af de
bedste steder at afsone. Der blev fisket og badet og i det hele taget
levet et sundt friluftsliv.
Lidt om nogle af de indsatte
”Gamle Jørgen”
En af de fanger som brugte mest tid på at holde stien var
ham, man siden kaldte Gamle Jørgen. Jørgen var i fængslet ved Amstrup,
da det blev brugt til psykopatforvaring. Han havde stukket ild til sin
ejendom i Sønderjylland, og kone og barn brændte inde. Jørgen stak bare
af. Lovens lange arm fandt ham, han kom til at tilbringe resten af sit
liv i fængsel...næsten. På et tidspunkt var han så velfungerende i
fængslets hverdag, at man valgte at sluse ham ud i friheden. Det ville
han ikke. Han brugte al sin tid på at passe stien på skrænten, og den
blev revet. At komme på fri fod var ikke en drøm for ham.
Fortællingen om Jørgen beretter, at fængselsvæsnet skaffede ham et sted
at bo, og afsted måtte han. Ud i friheden. Endnu engang tog han ilden
til hjælp, han satte en tændstik til huset, og så kom Jørgen tilbage til
Amstrup. Her blev han til han var så gammel og dårlig, at han måtte på
plejehjem, hvor han døde. Jørgens mareridt var sandsynligvis i
Sønderjylland, hvor han brændte familien inde. Derfor var drømmen måske
at blive i fængslet. Hans drøm blev næsten opfyldt.
”Heksen fra Nors”
- var en kvinde, der havde sit fireårige barn med i
fængslet. På det tidspunkt var det det eneste sted, hvor man kunne have
børn med under afsoning.
”Guldfeldt”
- også kaldet Amtmanden (er antagelig Mozart Lindberg, der i 1959 tog
navneforandring til Måns Mozart Jetvig). Guldfeldt var en meget beleven, velklædt og venlig herre,
der slap afsted med mange svindelnumre. Fx gik han ind til
autoforhandler og præsentere sig som amtmand og bad om at prøvekøre en
bil. Bilen kom ikke retur til forhandleren. Eller han præsenterede sig
som Guldfeldt og indlogerede sig på fine hoteller, som han forlod uden
at betale. Der er mange lignende historier om Guldfeldt.
Solveig Vejlby Reffstrup, senere
Solveig Andersen
- af pressen kaldet: "Smuglerdronningen" eller "Mafiaens kodeord
Solveig" kom fra Bredballe ved Vejle og sad 4 år i Annekset, hvorfra hun
styrede en smuglerorganisation, der importerede spiritus og cigaretter
fra Litauen med fly. Hun blev senere dømt i Vejle og med et ordforråd
inden for den juridiske terminologi, som fik selv dommeren til at rose
den tiltalte, nægtede Solveig Andersen sig skyldig i de store
smuglerforhold, men hun erkendte dog blandt andet hæleri ved at have
opkøbt og videresolgt store mængder stjålet okse-, kalve- og svinekød.
- "Jeg er idømt den længste fængselsstraf for smugleri nogen sinde. Jeg
har rettens ord for, at jeg er professionel smugler. Derfor kan det vel
ikke undre, at jeg bliver spurgt om smuglercigaretter", sagde
smuglerdronningen - mor til fire børn. Skyldte Told og Skat 72 mill. for
skattesvig i forbindelse med indsmugling. Der er mere om denne sag på
Internettet.
Niels Liboriussen, Alrø beretter:
Skakturneringer på Alrø
På Alrø var der årligt en skakturnering, hvor nogle af de indsatte var
inviteret til at deltage.
Høst
I høst var det også almindeligt at indsatte blev kørt til Alrø og deltog
i arbejdet sammen med øens beboere i hele perioden.
Mønsted Mortensen
En indsat, Mønsted Mortensen drog på rov
hos de lokale købmænd og brugser. Byttet blev gemt i et hul i jorden på
stien og senere solgt til medindsatte
Kronologi
Anneks til Forvaringsanstalten i Horsens.
1927 |
Fængselsvæsenet køber Amstrup Badehotel og Pakhus og etablerer et lukket
mandsfængsel for forvaringsfanger og særfanger (psykopatforvaring). 80
indsatte
|
1930 |
Annekset i Amstrup blev etableret som udslusningsfængsel, sådan at
indsatte kunne få en længerevarende periode her før endelig frifindelse
efter mange år på Horsens Forvaringsanstalt.
De indsatte
etablerer stien som en del af beskæftigelsen og udbygger den løbende
frem til 1982
|
1945 |
Værnemagere interneres
|
1950 |
Friere forhold hvor ca. 20 indsatte anbringes i eneceller
|
1982 |
Åbent
kvindefængsel
|
2000 |
Fængslet lukkes. Indsatte overflyttes til Møgelkær
|
2005 |
Ejendommen opkøbes
af Aakjær Gods
|
En indsat
lavede en sang: Amstrupvisen
Fra Amstrup Anneks
Nu gik solen ned,
en dag igen er endt,
og de
allerførste stjerneblus er tændt.
Over marken lyder lærkens aftensang
til de gamle landsbyklokkers klang.
De har ringet gennem hundreder af år,
deres malm kan trodse tiderne, der går.
Der er stille nu på mark og furet vej,
i den dybe stilhed drømmer jeg om dig;
:/ i vort bo, kun vi to
synker stille hen i nattens dybe ro.
Tæt ved stjerner hele himlen er besat
og nu sover jeg og drømmer om min skat /:
Det er stille nat,
og vindens lette sus
hvisker
lønligt om det gamle færgehus,
til hver pigelil, som stille slumrer hen,
sender den et kys fra hendes bedste ven,
fra de kære, som så sorgfuldt hjemme går
og med længsel venter hende år for år.
I sin drøm hun søger til det lille bo
og i drømmen er de atter bare to.
:/ Vindens sus om vort hus
blandes som en sød musik med bølgens brus,
og dens toner hvisker stille til godnat,
så nu sover jeg og drømmer om min skat:/
English, short
"Dreams path by Amstrup Red”
The exhibition about the path of
dreams expresses Annette Praestegaard’s imagination of a place which is
best remembered by criminals from the prison that was here for almost a
100 years.
The path of dreams is on the
steep slope of Jensnaes, a tongue of land that points towards Alroe in
the inlet of Horsens. Due to the reflection from the water is it
possible in sunshine to get a Mediterranean climate on the slope. Here
the prisoners from the prison at Amstrup made a path – a wonderful place
to stay for the prisoners as they were forced to be locked up at Amstrup
Red.
No one knows when it all started;
perhaps in the 1930s. The path became the prisoners’ refuge,
especially in the evening. It winded up and down the slope. The
prisoners dug shelves and placed benches there. Everything was very neat
and made of simple materials. On this place your dreams could fly
anywhere.
The path is still here, but it
is overgrown and difficult to find. Actually, you are not allowed to
walk there.
One of the prisoners who spent
most of his time maintaining the path was old Jorgen. Jorgen was in the
prison when it was also used for psychopaths.
He had set fire to his property
in the south of Jutland, and his wife and child perished in the flames.
Jorgen ran away, but he was found, and he had to spend almost the rest
of his life in prison. Before his death he stayed at a rest home in
Soevind.
The prison administration tried
several times to set him free, but he didn't want to. He wanted to stay
in prison where he spent all his time taking care of the path on the
slope, and he raked the path every day.
Before the prison was sold, she
managed to explore the path. Through her art she now retells the story
about the place.
|